Tilskuer til forestilling i kirken?

af sognepræst Erik Nikolajsen

En lørdag morgen så jeg med det ene øje en gudstjeneste i fjernsynet. Jeg hørte salmesangen og så billeder fra en stor flot kirke. Jeg så og hørte også, at man bad Fadervor. Nogle af kirkegængerne havde foldet hænderne og bad tydeligvis med. Andre bad med, medens de nysgerrigt kikkede rundt i kirken.

Pludselig oplevede jeg mig selv som tilskuer til gudstjenesten. Måske blev oplevelsen startet af dem, der i fjernsynet så ud, som om de bare var tilskuere. Det var underligt for mig. Og det slog mig: 

Hvordan ser folk på kirkerne i Vorgod og Fjelstervang? Oplever de kirkerne som et levn fra gammel tid, der ikke siger dem noget ud over, at kirkerne er smukke der midt i landskabet?

Hvordan ser folk i Vorgod og Fjelstervang sogne på gudstjenesterne og på de mennesker, der går i kirke? Jeg ved det ikke, men jeg spekulerer meget på det. 

Sommetider kan det være godt at se på ting med nye øjne. Det var det, jeg gjorde den lørdag morgen. Og det fik mig til at tænke: Er kirkerne bare store museumsbygninger, som vi holder liv i, for at vi kan gennemføre gamle forestillinger i dem, ligesom vore forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv.  har gjort det. Og vi kan se, at der er statister, der frivilligt deltager i forestillingerne søndag efter søndag.

Hvordan skal det, jeg her har skrevet, forstås? Er det en lidt underfundig artikel, skrevet med en lille smag af ironi? Nej. Det er at forstå lige ud, som det er skrevet. Jeg står selv midt i tilskuerflokken, hvor jeg spørger mig selv, om jeg som præst blot er leder af en forestilling med rødder i gamle tekster?

Mit svar er: 

Nej, jeg er dybt taknemmelig for, at jeg må deltage i gudstjenesten i kirken. Her bliver jeg tiltalt af Jesu ord, der fortæller mig, at jeg er elsket af Gud, selvom jeg er, som jeg er; at jeg er døbt og har fået tilsagt alle mine synders tilgivelse; at jeg igennem bibelens ord får givet en retning for mit liv, som jeg er dybt taknemmelig for, og som præger mit liv på en måde, jeg ikke ønsker at undvære.

Jeg oplever ikke gudstjenesten som en forestilling. Jeg oplever gudstjenesten som et værksted, hvor der bliver arbejdet med mig og mit liv på en aktuel og meget meningsfuld måde. Jeg er ikke bare tilskuer.