Omsorg

af sognepræst Gert Nicolajsen

Det bliver denne gang en meget personlig hilsen fra mig!

Det, som jeg ofte er blevet betroet at følges med ramte familier i, blev pludselig til min egen virkelighed.

Kræftsygdom og alderdom. Min kone ramt uhelbredeligt af kræft, der med alt for hurtige skridt tog kræfterne. Min mor gammel og mæt af dage. Min mor døde i maj og min kone døde i juni.

Fra mine mange år som præst ved jeg, at mine oplevelser og min situation ikke er anderledes end så mange andres. Så det skal der ikke fortælles meget om her.

Men jeg har undervejs oplevet betydningen af menneskers omsorg og medleven, når livet er svært og når sorg og savn farver det hele. Og det kan jeg ikke lade være med at tage frem og sige tak for! Det er utroligt som et håndtryk, et klap på skulderen, et par lune boller eller et par ord kan varme og give nye kræfter, når man står magtesløs og tom.

Når man møder et menneske i sorg, har jeg tit tænkt; hvordan kan man dog hjælpe og støtte her? Hvad kan jeg gøre og sige?

Svaret er enklere end jeg ofte har erkendt: Der er ikke en masse indviklede ting, du skal gøre. Der er ikke en masse fine ord, du skal sige. For det svære og ubærlige går ikke væk fordi nogen kommer og gør en masse eller siger mange kloge ord. Men det svære og ubærlige bliver lidt nemmere at gennemleve, når man mærker andre menneskers stilfærdige nærhed og støtte – og man ved, man ikke er ladt alene.

Nu har jeg fået svaret gennem alle de små ting, som mennesker har vist mig og mine børn omsorg med. Tak til alle jer, kan jeg kun sige! Tak til hver eneste, som var der til begravelserne. Tak for hvert et håndtryk og klap på skulderen både undervejs og her bagefter. Tak for gode ord og forbøn. Når man selv er tom og ikke magter at formulere en bøn, så er det trygt og styrkende, at andre tager en med i deres bøn.

Der findes ikke trylleformularer eller mediciner, der betyder, at man sådan lige kommer over at miste et nærtstående menneske. Men andre kan hjælpe til at leve med tabet og finde tilbage til livet igen. Der skal kæmpes vej gennem sorg og savn. Og den uvurderlige hjælp undervejs, som andre giver, er omsorg, medleven og kærlighed.

Og lige så stille glimter en anden kærlighed med ind. En kærlighed, der blev mærkbar gennem andre menneskers støtte og medleven. En evig kærlighed, som er der hele tiden, også når livet var så mørkt, at jeg ikke kunne se den: Den kærlighed, som Gud har til mig. Min kone pegede tit på det over for os ved at citere nogle bestemte ord af Gud: Du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig… Frygt ikke, for jeg er med dig. (Esajas’ bog 43,4-5). Den hilsen vil jeg give videre som tak til jer, der spejlede Guds kærlighed ind i mit liv i en mørk tid. Jeg håber, at I også må få lov at kunne tage de ord som ord til jer – til støtte og til tro på ham som med livet som indsats har overvundet alt det, der her i livet er mørkt og svært for os. 

Kærlig hilsen Gert Nicolajsen