Hvad er et sogn uden en kirke?

af sognepræst Johannes Esmarch

 

Hvis jeg ikke vidste, hvor kirken lå, er jeg sikker på, at jeg kunne standse et tilfældigt menneske både i Vorgod og i Fjelstervang og få jer til at fortælle, hvor jeg finder jeres kirke.

 

Oplevelser i kirken

Her har vi været sammen til festlige dåb. Her har vores unge stået omkring alteret til deres konfirmation. Her har brudepar set kærligt på hinanden og sagt deres ja, og her har vi været samlet i sorg, når vi tog afsked med vores kære.

 

De mange helligdage har kirkeklokken ringet sammen til gudstjeneste, for at vi kunne høre Guds levende ord til os. Og sammen har vi år efter år sunget ”Et barn er født i Betlehem” som indledning til vores juleaften. Jeg er sikker på, at mange af jer kan fortsætte listen af oplevelser, der er knyttet til kirken. Nogle har sunget i kor. Andre har siddet sammen med deres små på gulvet til babysalmesang. Dejlig musik har vi lyttet til i det fine rum.

 

Se dig selv i kirken

Jeg havde den oplevelse i januar at være med til opstart af forårets minikonfirmandundervisning. Som optakt til et besøg i kirken sad børnene i en rundkreds på gulvet i Vorgod Kirkehus og Landbycentret i Fjelstervang. Susanne, der stod for undervisningen, havde lavet en fin lille kirke af mælkekartoner, hvor man kunne tage taget af skibet. Børnene skulle nu sende kirken rundt og se, hvad der var inden i den. Men de måtte ikke sige, hvad de så. (Og I må ikke sige til næste års minikonfirmander, hvad I nu får at vide!)

 

Susanne havde lagt et spejl ned i kirken, og når et barn lettede låget og kikkede, så de sig selv.

 

De holdt en kirke i hånden. Og de fik at vide, at indeni så de også kirken. For de er en del af kirken ligesom enhver, der er døbt, er en del af kirken.

 

For kirken er både en bygning af sten og et fællesskab af mennesker.

 

Døbt ind i fællesskabet

Kirkebygningen står der midt i sognet som udtryk for det, der bærer os i livet. Her bliver vi døbt ind i fællesskabet med vores korsfæstede og levende Herre. Her får vi lov til at høre det ord, der styrker os i vores dagligdag. Derfor er kirken også med til at give velsignelse til vores sogne.

 

Det er en stor oplevelse som præst at få lov til gennem kirken at være med til store begivenheder i de enkelte familier. Når jeg er ude at besøge et ungt par for at forberede deres lille barns dåb, er vi med i det levende fællesskab om kirken. Det er så stort, at så mange vælger, at lade deres barn blive døbt ind i kirkens fællesskab.

 

Når jeg som præst får lov til at lægge mine hænder på et brudepar og bede om Guds velsignelse over deres ægteskab, er vi med i kirkens fællesskab.

 

Og når jeg får lov til at forkynde det kristne håb ved en begravelse eller bisættelse, er vi med i det fællesskab, der omfavner slægt efter slægt og rækker helt ind i evigheden.

 

Plads til alle

Hvor er det godt, at kirken får lov til at være rammen om så afgørende begivenheder i vores liv i familien og som enkeltpersoner.

 

I vores sogne er der mange typer af fællesskaber. Kirken får lov til at være det fællesskab, der rummer os alle. Det betyder også en opgave og et vigtigt spørgsmål, som vi hele tiden må overveje:
Hvad betyder det for mig, at jeg er døbt ind i kirkens fællesskab, og dermed kan sige til mig selv, når jeg ser mig i spejlet: Her ser du kirken!

 

Hvordan kan jeg være med til, at kirken fortsat må være et aktivt og levende fællesskab, hvor alle i vores sogn føler sig velkomne, uanset hvor meget, man engagerer sig?

 

Jesus er fundamentet

Skal et fællesskab holde, er det vigtigt at have fælles værdier at bygge på. Godt at vi ikke behøver at diskutere, hvilke værdier kirken skal bygge på. Apostlen Paulus udtrykker det på denne måde: Ingen kan lægge en anden grundvold, end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus.