Er vi blevet katolske?

af sognepræst Gert Nicolajsen

Debatten om vielse af homofile par i kirken har taget nye drejninger det sidste halve år. Nye love om ægteskab og homofile parforhold er vedtaget. Og der er autoriseret et nyt ritual for vielse af homofile par.

Endnu en gang melder jeg gerne min klare kritiske holdning til disse ændringer. Ikke fordi jeg ikke kan leve med fornyelse i vores kirke. Det er jeg generelt helt med på. Men i kirken fastsættes sandheden om Gud og Guds velsignelse ikke af et politisk flertal af politikere eller af et flertal af biskopper. Gud er større end både politikere, biskopper og danskere, som vi nu er. I kirken har vi indtil nu fastholdt, at Gud kender vi gennem de ord, han har givet os i Bibelen. Og bibelordene er meget klare, når det gælder homofil praksis. Det er ikke velsignet af Gud. Der har Københavns biskop ret, når han sidste år sagde: ’Bibelen kalder det synd.’ - Jeg undrer mig så stadig over, at han turde fortsætte med at sige: ’Men vi kalder det for kærlighed.’

Derfor forstår jeg også godt, at mange er frustrerede over den udvikling, som sker lige nu. Det er forståeligt, at nogen har valgt at sige farvel til vores fælles folkekirke, fordi de synes, at signalet er, at kirken har glemt, at den er kirke netop ved at være bundet til ordene fra Gud.

Men samtidig er det vigtigt, at vi ikke bliver helt katolske i vores syn på kirken. Hvad jeg mener med det? Jo, når kirkeministeren kalder sig chef for kirken, så er det et sprog, som hører hjemme i en katolsk kirkeforståelse. Når mange siger, at alt hvad folkekirken rummer, har vi medansvar for her i Fjelstervang og Vorgod, så hører det hjemme i en katolsk kirkeforståelse.

For katolikkerne hænger kirken sammen fra oven og nedefter. Øverst er paven. Under ham delegeres til biskopperne. Og under biskopperne til præsterne. Og under præsterne til menighedsmedlemmerne.

Og man får ind imellem indtryk af det samme i den folkekirkelige debat. Dels når en kirkeminister kalder sig chef og mener, at kirken bare har at indføre de tanker om Gud og den praksis, som de fleste politikere bliver enige med ham om. Og dels når vi begynder at sige til hinanden, at vi har medansvaret for alt, hvad der indføres af andre i folkekirken.

Et luthersk syn på kirken er, at den enkelte menighed er grundbyggestenen. Vi skal ikke gennem præst og biskop og pave for at nærme os Gud. Vi må komme direkte til Gud som vores himmelske Fader på grund af hans Søn, Jesus Kristus, der gav sit liv for at give os direkte adgang til Gud. Derfor er der i vores evangelisk lutherske folkekirke ikke nogen over menigheden i Fjelstervang og i Vorgod - ud over Gud selv og det ord, han har givet os.

Menigheden har valgt en præst til at forkynde ordet fra Gud og til at forvalte dåb og nadver. Og menigheden har sammen med andre menigheder valgt en biskop i Ribe til at »føre tilsyn« med præsten - for at sikre, at præsten er i overensstemmelse med kirkens grundlag i ordet fra Gud. Det gør ikke biskoppen til præstens eller menighedens chef i åndelige spørgsmål. Og det gør slet ikke en kirkeminister til menighedens eller præstens chef i åndelige spørgsmål.

Det vi står til ansvar for som medlemmer af kirkerne i Fjelstervang og Vorgod er om ordet fra Gud følges her hos os. Og i den sammenhæng er det vigtigste tilsyn med præsten faktisk menighedens tilsyn - at I til stadighed er med til at fastholde mig som præst på ordet fra Gud!

Fra gammel tid har man med god ret især i grundtvigsk sammenhæng slået på, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne - og det er lige præcis ud fra denne forståelse af, at ingen andre end Gud selv står over de enkelte menigheder. Vi har ikke nogen pave eller chef i folkekirken, som kan tale på alles vegne og bestemme, hvad der gælder ude i folkekirkens menigheder.

Derfor taler jeg som præst imod det, jeg ser som et vildspor i forhold til ordet fra Gud andre steder i folkekirken. Men I og jeg står ikke til ansvar for andre menigheders valg i disse ting - vi står sammen til ansvar overfor Gud for det vi vælger her i Fjelstervang og Vorgod!

Og for mig at se, kan vi stadig frimodigt og med glæde være Guds kirke her, hvor vi er - også i den ramme, som hedder folkekirken her hos os.

Gert Nicolajsen