Ensomhed og fællesskab

af Erik Nikolajsen, præst

Bibelen er igen på forkant!

For tiden drøfter man i mange medier ensomhed som et problem. Det emne var bibelen dog opmærksom på allerede for mange år siden. På sine første sider står der: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.”(1. Mos 2,18). 

Ordene er skrevet om fællesskabet mellem mand og hustru. Men de gælder også fællesskabet mennesker imellem. Det er ikke godt for os at være alene.

Tidligere var fællesskabet givet

Da Gud skabte Eva, satte han et menneske ved Adams side, så han ikke skulle være alene. Adam valgte ikke Eva. Hun blev givet ham.

Sådan var det også tidligere i vort samfund. Vi levede i et fællesskab, som i vid udstrækning var givet os på forhånd. På landet havde man sine naboer. Hvad enten de var grundtvigianere eller missionsfolk, venstrefolk eller socialdemokrater, så blev de inviteret med til familiens fester. Det var et fællesskab, som var givet på forhånd, og det levede man med i. 

I dag vælger og skaber vi selv vore fællesskaber

Sådan er det ikke mere. Måske stadigvæk til dels på landet og i mindre bysamfund, men ikke i byen. Her vælger vi selv det fællesskab, vi vil være en del af. Og vi skal selv gøre noget for at skabe det.

Fællesskabet har trange kår

Når fællesskabet ikke er givet på forhånd, og vi selv skal være med til at skabe det, kommer fællesskabet let til at lide en krank skæbne. Det når slet ikke altid at blive vakt til live, og vi får ikke lov til at opleve det fællesskab, som vi ønsker os og har brug for. For vi evner simpelthen ikke at investere de ressourcer, der skal til for at skabe fællesskabet.

Det kan der være mange grunde til.

I dag er begge ægtefæller i en familie ofte udearbejdende. Tidligere var det kun den ene. Vi lever i en tid, hvor de mange tilbud gør, at vi må vælge til og fra. Og så vælger vi ofte det, som umiddelbart opfylder vore egne behov og ikke kræver for meget af os.

Men hvad bliver resultatet?

Vi bliver mere alene. Men er det det, vi vil? Det er det måske. For det er det letteste. Vi orker ikke at investere mere i fællesskabet, end vi gør.

Jamen, går det ikke også meget godt. Jo, det gør det vel. Men min påstand er, at vi lever meget mere isolerede end tidligere, og at vi lider under det.

Vi har ikke overskud til at involvere os i hinandens liv. Vi har travlt nok med vort eget.

Eller vi er optaget af en underholdning, der for det meste gør os til tilskuere. Vi sidder i vore stuer og ser på kassen - uden at tale ret meget sammen.

Næste dag fortæller vi godt nok kollegaen om det, vi så i fjernsynet i går. Men foreningslivet, foredraget, debatten, kirken, hvor vi er engagerede, gør noget sammen og taler med hinanden har trange kår.

Kirkens fællesskab som modpol

I vores tid kan og bør kirken være en modpol til tidens individualisering og til underholdningsindustriens fastholdelse af os i ’ensomhed’. Det er der brug for, at den er. For ”det er ikke godt, at mennesket er alene.”

Men det kræver en meget bevidst indsats af os at lave om på den kultur og på den hverdag, der fremmer ’ensomhed’. Spørgsmålet er, om vi ser fællesskabet som så stort et gode, at vi er villige til at yde den indsats, det kræver af os?

Fællesskab kræver og giver

For så vidt angår fællesskabet i kirken, kræver det noget af dem, der færdes regelmæssigt i kirken.

Vi må gøre noget for at skabe åbne fællesskaber, som folk let kan blive en del af. Vi skal måske også være mere frimodige og invitere folk indenfor i disse fælleskaber.

Fællesskaber

Det kan begynde med kirkekaffen efter en gudstjeneste. Det kan være, vi skal åbne vort eget hjem for naboen, om han/hun/de har lyst til et bid brød eller en kop kaffe en søndag eftermiddag? Eller vi skal have øje for ham eller hende, der bor alene. Måske skal vi gøre noget sammen?

I et sogn, jeg var præst i for år tilbage, spurgte vi en række folk i sognet, om de ville give en kop kaffe efter en søndagsgudstjeneste. Vi skrev adressen på deres hjem på lige så mange sedler, som de kunne rumme folk ved kaffebordet. De blev lagt i en kurv, og efter gudstjenesten trak kirkegængerne hver en seddel ved udgangen. Og der var kaffe til dem i det hjem, der var anført på den seddel, som de trak.

Jeg glemmer det ikke. For jeg kom selv den dag til at drikke kaffe i et hjem, jeg ikke før havde været i og sammen med mennesker, jeg ikke selv havde valgt at være sammen med. Det var rigtig hyggeligt.

Opfindsomheden kan være stor. Vi skal måske bare gøre en lille indsats. Og ensomheden kan blive lidt mindre for os alle.