At bære og at blive båret

af sognepræst Gert Nicolajsen

Livet har mange sider. Nogen gange lyse og gode. Andre gange mørke og svære. For nogle mennesker flest lyse dage. For andre alt for mange mørke dage.

Min hilsen denne gang skal særligt være til jer, som har de mørke dage tæt på!

Der er et ord af Jesus, som er vendt tilbage mange gange i mit liv. Det er ordene: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Mattæusevangeliet 11,28).

Noget af det sværeste er at stå magtesløs, når tingene går den forkerte vej. Bønner bliver bedt. Alt muligt bliver gjort, men det går stadig den forkerte vej. Måske sygdom. Måske arbejde. Måske forholdet til en af mine nærmeste. Måske nogle forkerte valg jeg fik taget.

I de tider i livet har det for mig været en tryghed at vende tilbage til Jesu ord: Kom til mig med byrderne! Det har ikke fjernet det svære. Men jeg måtte læsse af og var ikke alene. Det ondes magt var brudt. Der var hvile hos ham, som er stærkere end alt det, som jeg ikke magter. Han tog ikke det svære væk. Jesus gik med i det svære og lod mig vide: »Du er ikke alene! Jeg er der og har dig i min hånd! Det onde er ikke stærkest. Det onde vinder ikke til sidst. Det gør jeg!

Kærlig hilsen Gert Nicolajsen