Orgelindvielse i Fjelstervang Kirke Palmesøndag - 20. marts 2016

Der er noget særligt ved et kirkerum fyldt med forventningsfulde mennesker. Der er noget særligt ved et orgel - et dronningeinstrument. Et instrument som kan danne så mange forskellige lyde og klange, fra de dybeste til de højeste toner og spille i alle styrker. Fjelstervang Kirke fyldtes i dag med orgelmusik skabt til netop dette kirkerum både af udseende og toner og med sit eget lille klokkespil. Orgelkonsulent Jens Christian Hansen spillede smuk musik med alle de mange toner og klange.

Hjertet siger, at den gode musik gør noget ved os. Orgelmusik rummer klang til alle livets situationer.
” Hvorfor bruge så mange penge på kirkebygning og orgel? Kan det betale sig - hvad nytte er det til? ” spurgte sognepræst Gert Nicolajsen i sin prædiken. ”Kærligheden spørger ikke, om det kan betale sig, men kærligheden gør det, der betyder noget netop for dig! Kærligheden er det største. Kirken i Fjelstervang betyder noget for menigheden i Fjelstervang, for Kirken giver evighed ind i denne verden. Jesus døde og opstod, ikke fordi det kunne betale sig, men fordi du har brug for det!”

Efter gudstjenesten var menighedsrådet vært ved en hurtig kop kaffe og en småkage før den officielle indvielse.

Her takkede sognepræst Gert Nicolajsen alle de implicerede menighedsrådsmedlemmer, og det er mange, da processen reelt begyndte helt tilbage i 2003. Tak til provstiet for bevilling af pengene til orgelet, som Fjelstervang Kirke har brug for. En stor tak til orgelkonsulent Jens Christian Hansen, som tålmodigt har hjulpet og guidet hele vejen gennem processen til nu at stå med dette smukke instrument.

Direktør Henning Jensen fik en stor tak med til alle medarbejdere på Th. Frobenius & Sønner Orgelbyggeri for godt samarbejde og det flotte håndværksmæssige arbejde. Intornator Eskild blev lykønsket med det flotte resultat at sit første selvstændige projekt - Opus 1041 - Orgel nr. 1041 fremstillet hos Th. Frobenius.

Direktør Henning Jensen lykønskede kirken og menigheden med orgelet, som nu for firmaets side var afslutningen af et flerårigt projekt, men et nyt projekt for menigheden og organist Linda Iversen. ”Orgelet forventes at have en levetid på op til 400 år, hvis der skulle blive problemer, så ringer I bare. ” lovede direktør Henning Jensen.

Orgelkonsulenten Jens Christian Hansen fortalte om orgelets opbygning med de mange piber og det fine mekanik, som får piberne til at fløjte ved brug af luft. Det store blæsebælg står på kirkens loft. 758 piber med hver deres lyd i perfekt harmoni med alle de andre. De blanke piber er lavet med 2/3 tin og 1/3 bly, mens de matte piber har modsat blandingsforhold.

Dagens indvielse sluttede med smuk musik spillet af orgelkonsulent Jens Chr. Hansen.

 

Fjelstervang Kirkes nye flotte skulptur og musikinstrument


fra venstre ses

Intonator Eskild, Th. Frobenius og Sønner Orgelbyggeri

Orgelkonsulent Jens Christian Hansen

Sognepræst Gert Frost Nicolajsen

Organist Linda Iversen