Fotos juli 2001

Status 2. juli

Nu skrider det igen godt fremad. Der er nyt blytag på to tredjedel af begge sider af skibet. Resten kan næsten nås i løbet af den kommende uges tid. Men der er problemer med en af skibets store egebjælker. Den 3. bjælke regnet oppe fra korbuen skal udskiftes. Den er totalt tæret. Kun en skal er tilbage. Men savværket kan ikke nå at levere en sådan 10-11 meter lang bjælke (vægt: 6-700 kg!) i tilfredsstillende kvalitet før industriferien. Derfor må blytækkerne lade et arbejdshul være åbent i taget indtil bjælken er udskiftet. Bjælken skal nå fra tagskæg til tagskæg og kan derfor kun udskiftes udefra. Det betyder samtidig, at vi må beholde stilladserne indtil først i august, fordi ferien nu betyder en pause i tømrernes arbejde.

Under det nye tag er murerne Karl Jønsson og Niels Nielsen i fuld sving med at lægge sidste hånd med kalkmørtel på sydmurens krone. Nedenunder ses Niels i gang med finpudsning mellem de nyrenoverede spær:

Her ses de i-skarrede reparationer af de ødelagte spær i skibets sydside. Remmen ovenpå murkronen er også ny.

Blytækkerne lægger her de næste skifter bly op på nordsiden af skibet. Snart vil kirken igen have et godt og tæt blytag!

I det sydøstlige hjørne er tømrerne meget langt på vej med at få lavet reparationer af tagrem og spær.

Her er det tømrer Henrik Jensen, som laver en "lus" til reparation af det skadede spær i sydøsthjørnet af skibet, som i juni blev vist frem af arkitekten (se billederne der). Læg også mærke til den nyistandsatte mur til højre, hvor frisk kalkmørtel nu binder stenene sammen.