Vorgod kirkes historie

Sognet

Vorgod er en del af Videbæk storkommune sammen med Nr. Vium, Herborg, Brejning, noget af Nr. Omme og lidt fra Borris. Det karakteristiske ved sognet er, at det gennemstrømmes af mange vandløb, hvoraf Vorgod å er den største og som samtidig bærer sognets navn.

For et par hundrede år siden var Vorgod et udpræget hedesogn, knap 1/10 af jorden var opdyrket, men sådan har det ikke altid været. Dengang menneskene holdt deres indtog på egnen, for ca. 9000 år siden, var det skov og krat det meste, lyngen var der, men den fristede en mere beskeden tilværelse.

Der er fundet spor af mennesker i alle større afsnit af oldtiden, og området omkring Barde-Vorgod menes at være et af de rigeste sogne, hvad oldtidsfund som helhed angår, indenfor Herning museums arbejdsområde.

Af gravhøje findes der også mange, selvom en del er overpløjet, og det er især stenalderhøjene, det er gået ud over, da de var de små. De store og kuplede er fra bronzealderen, og det er nok dem, der er flest tilbage af, og de er fra omtrent samme tidsrum, som da Abraham vandrede fra Ur i Kaldæa i Mesopotamien (Irak) til Kanaans land (Israel) ca. 1850 f.Kr.

Sognenavnet Vorgod er et helligt navn i hedensk betydning ligesom Vium.

I navnet Vorgod menes der, at god er afledet efter det hedenske steds offerpræst, en gode, og vor menes i ældgammel sprogform at kunne henføres til ordet skrænt og udlægges så som goden ved skrænten, å-brinken. Det er så, igennem forskellige omskrivninger i århundreder, efterhånden blevet til det Vorgod, som vi kender i dag. Kirken i Vorgod, trækirken, er antagelig opført i oldtidens slutning før år 1100, og er dermed opført samtidig med de ældste af vore landsbykirker.

I samme tidsperiode skulle ploven være indført til landet, og vi må vel formode, at egnen her også har fået den omkring den tid. I hvert fald er der meget, der tyder på, at den sandede jord er taget ind til dyrkning før den lerede jord i oldtiden, da den var lettere at arbejde i med datidens primitive redskaber. Det er måske en af grundene til, at heden vandt over skoven til sidst. Skoven blev simpelthen fældet og brændt af, og så dyrkede man jorden, til den var helt udpint, hvorefter man begyndte forfra med et nyt stykke skov, og det første sprang så i lyng.

En anden årsag til at lyngen trivedes igennem flere hundrede år må være, at lyngen er blevet fornyet ved afbrænding, afhøstning, afgræsning og lignende. Havde bønderne ikke grebet ind ved at udnytte lyngen, ville heden i løbet af få årtier igen være tilgroet med græsser og revling, og til sidst ville skovtræerne være kommet igen. Der er dog fundet spor af agerdyrkning længe før ploven kom.

Hvor mange mennesker, der boede i sognet på den tid, kirken blev bygget, kendes ikke, men lidt kan skønnes på kirkens størrelse. Den første begyndelse så lidt småt ud. Hvem, der har stået for eller taget initiativet til opførelsen kendes heller ikke. Præst eller stormand? Sognet har aldrig haft en herregård. Der må dog have været et vist befolkningsunderlag på den tid, kirken blev opført og senere udvidet ad flere gange.

Flere ting tyder på, folketallet er gået tilbage hen i middelalderen. Krige, misvækst eller pest?

Krige har der aldrig sådan direkte været på egnen. Misvækst på grund af tørke eller det modsatte kunne meget vel tænkes. Derimod ved man med sikkerhed, at pesten - den sorte død - har raset med stor voldsomhed på egnen omkring 1349, flere nabosogne blev næsten affolket, og deres kirker sank i grus. Det gælder både Fjelstervang og Herberg, så Vorgod er sikkert heller ikke gået ram forbi. Senere blev landet igen flere gange hjemsøgt af pest, selvom det var i mildere grad end den sorte død.

Den værste, der ramte vor egn, var i 1602. Antallet afdøde kendes ikke for Vorgod, men for flere sogne i omegnen kendes antallet afdøde, fordi man på en sten i kirkemuren har indhugget tallet. Det har man bl.a. gjort i Skjern, der står 107, og værre var det i Snejbjerg, hvor der står, at 209 døde af pest i 1602. Fra en undersøgelse 1610 - syv år efter pestens ophør nævnes antallet af bosiddende mænd i Vorgod på 28, som i 1651 , godt 40 år senere, er vokset til 52 bosiddende mænd. Efter disse oplysninger kunne der måske på det tidspunkt have boet 200 mennesker i sognet. Den første rigtige folketælling her i landet er fra 1787, og da var der, i det vi kalder Vorgod kommune, fra før storkommunernes tid, 244 personer, og det steg til 270 ved næste folketælling i 1801, og 100 år senere i 1901 var der 1427 personer i Vorgod kommune.

Harry Jørgensen

Udpluk fra Vorgod-bogen

Altertavle, prædikestol, døbefont og kirkeklokke

På det første alterbord mener man, at der har stået et kors. Efter reformationen har alteret fået en såkaldt katekismusaltertavle, den bar årstallet 1586.

Denne blev erstattet af den nuværende altertavle i 1629. Et fint snitværk i renæssance med et nadverbillede i midterfeltet, to sidefelter og topstykke, desuden mange udskæringer. Hvad der har stået i de to sidefelter fra begyndelsen er ukendt, ligeså i topstykket. I 1869 har tiendeejerne bidraget til altertavlens forskønnelse ved at give det nuværende julebillede til midterfeltet. Ligeledes lod de male indskrifter på sidefelterne og samtidig rammen opmåle. I venstre sidefelt blev skrevet ordet fra Math. 11. 28. »Kom hid til mig alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.« Og i højre sidefelt skriftordet om nadverens indstiftelse fra Math. 26. 26-29. I topfeltet var der malet en trekant, hvori der var et øje. Et billede på at Gud ser alt. Om det blev malet ved samme lejlighed, eller det var der før, er ikke helt klart.

Ved restaureringen i 1939 fik altertavlen sit nuværende udseende. De gamle strålende farver blev fundet igen ved afskalningen, og alt blev, så vidt det var muligt, ført tilbage til det oprindelige. Julebilledet i midterfeltet blev bibeholdt og der kom nye billeder i sidefelterne. Til venstre Moses og til højre Kristus og i topfeltet Kristi opstandelse.

Allerøverst de 3 sammenslyngede bogstaver I H S, hvilket betyder: Jesus, menneskenes frelser.

Under de nye billeder af Moses og Kristus blev skrevet: Loven blev given ved Moses. Nåden og sandheden ved Kristus. Og under opstandelsesbilledet: Jeg er opstandelsen. Under Julebilledet: Ordet blev kød og tog bolig i blandt os.

På samme måde gik det prædikestolen. Også den havde været farvestrålende, men alt var overmålet i kedelige farver. I 1907 fik den dog en lille oppudsning, da blev der malet bl. a. kors og anker i felterne og ovenover ordene: Tro-Håb-Kærlighed. l. Kor. 13. 13. og nederst: Herrens ord er ånd og liv. Joh. 6. 13.

Restaureringen i 1939 bragte mange interessante ting frem. På opgangen til stolen fandtes en inskription, som lyder sådan: Denne prædikestol og overhimmel lod hr. Peder Gregersen opsætte og stafere på kirkens bekostning i 1602.

Der har altså været en lydhimmel over prædikestolen, og den har man fjernet, det samme er sket med et krucifiks, der har hængt over korbuen.

Men der blev også fremdraget nogle malerier, skønt noget medtagne, kunne de dog rekonstrueres igen. På opgangen til stolen var malet de to reformatorer Luther og Melanchton, og på selve stolen blev fremdraget de fire evangelister med deres attributter. Ovenover hver var malet deres navne, og det er ret usædvanligt.

Døbefonten er det ældste inventar i kirken. En romansk granitfont af almindelig vestjysk type.

Kirkeklokken er fra ca. 1450, og er støbt af Petrus fra Randers. Antagelig bestilt til kirken, da tårnet blev bygget. Og den bærer følgende inskription på latin oversat til dansk: Alfa og Omega, Gud og menneske, O, ærens konge kom med fred.

Af gamle regnskaber findes der på landsarkivet i Viborg fra årene 1632-1653 og 1683-1710, og af dem kan læses mange interessante ting. Kirkens indtægt bestod af: korntiende, jordskyld og kvægtiende. Kongen og myndighederne kunne til tider pålægge kirkerne at- hjælpe andre kirker, præster eller andre, som var i nød. Og Vorgod har bl.a. hjulpen: 1685 brandhjælp til Tronhjems kirke. 1697 til den dansk-lutherske kirkes fuldførelse i London. 1707 brandhjælp til Vestervig kirke. 1707 kollekt til 40 matroser fra Bergen, der sad fanget hos sørøvere. Og flere andre steder.

Har der været grund til at hjælpe andre kirker, ser det ud til, at der har været hårdt brug for pengene hjemme, da kirkens tilstand ser ud til at være meget brøstfældig.

Der var antaget nogle mænd i sognet som kirkeværger for, sammen med sognepræsten, at holde orden på kirkens økonomi, og det har der måske været siden reformationen.

Kirkegården ses der ikke at være brugt penge til, derimod blev der lagt vægt på at holde kirkegårdsdigerne og stætterne i orden. Der var ingen indgang i vest, derimod fra de 3 andre sider. I øst har der været en port, der var overhvælvet med en bue, og den var blytækket og blev senere tækket med tagsten.

Så godt som hvert år kørte vogne til Daubjerg, Holstebro, Ringkøbing, Salten skov og Ry efter bygningsmaterialer til kirken. Fra Vig teglværk (Herningsholm) hentes mursten, sand og sten fra Fjelstervang Sande og vand hentes i åen.

Flere gange er det galt med tårnet og murene i den søndre side af kirken. Til tider har hele siden været nedtaget og opført igen. 1642 blev våbenhuset nedtaget og muret op igen. I 1634 var der udgået kongelig bekendtgørelse om, at der burde skaffes plads i kirkerne for skolebørnene, ved at der bygges pulpitur, så at ungdommen bekvemmeligen kunne høre Guds ord og prædiken. Men allerede i 1633 var det opstillet i Vorgod. Fire vogne havde været i Holstebro efter tømmer. På pulpituret var der 10 skamler samt trappe og opgang dertil.

Og i 1862 blev det taget ned igen efter 229 års brug, og de manglende pladser blev erstattet af 3 bænke i enden af kirken. I året 1645 er der malere fra Ribe, som maler pulpiturets rækværk foran med de 12 apostle på, samtidig bliver også præstekonestolen, præstestolen og degnstolen malet af hans egen farve og stafering.

Samme år bekostede sognemændene maling af de andre stole den ganske kirke igennem uden kirkens bekostning. Og efter regnskabsbogen gives den smukkeste begrundelse derfor: »Haver herredsfogden (Jørgen Jensen i Storgård i Herberg) og menige sognemænd til taknemmelighed for Gud dennem den ynskelige fred haver forlenet, og for stor plynderi beskærmet kirken, til beprydelse ladet stolene kirken igennem på begge sider formalet og staffere på deres egen bekostning for hvilken deres bevågenhed mod kirken og Guds hus, Gud allernådigst dennem belønne.« (I året 1645 sluttede Chr. 4. s mange krige) Igen i 1653 er der tvende malere fra Ribe i Vorgod kirke og denne gang ser det ud til, at altertavlen bliver malet med guld, sølv og oliefarve. Der var dog også andet, som blev malet ved samme lejlighed. Disse to malere fra Ribe var sikkert Jakob von Molengracht født i Amsterdam, der 1618 fik borgerskab i Ribe. Og den anden maler Jakob Bartholomesen fra Flensborg, der tog borgerskab i Ribe 1624.

Om kirkens tilstand efter 1710, da kongen havde solgt den, og den var overgået til privat eje vides ikke særligt meget. Af de syn, der kendes, ser det ikke ud til at blive bedre, og der handles også jævnligt med den. Der findes en interessant oplysning fra 1816, at kirken skulle fejes 3 gange årligt nemlig til jul, påske og pinse. Af en kirkeprotokol kan følgende læses: Fruentimmerstolene får rygstød i 1863, mandfolkestolene får det i 1890-91 og samme år males stolene brune - de var sidst malet i 1852 i en lys farve. 1882 Stenene i randen af korbuen samt deres gesimser afdækkes og en duelig stenhugger antages til udførelsen. 1885 har et flertal af beboerne andraget om at få kirken opvarmet, og der var tegnet tilstrækkeligt brændsel for l år. Der blev opstillet en kakkelovn i skibets nordvestre hjørne med skorsten i tårnets nordlige gavlmur. Kakkelovnen skiftedes ud med en kalorifer i 1930.

1873 udvides kirkegården 20 alen mod øst og 10 alen mod nord. Pladsen planeres og der opsættes nyt dige 3 alen ved grunden og 3 alen høj. 1865 loftet i koret farves som i højkirken, der er rumalet med rød vand-farve. 1903 valgtes det første menighedsråd. Og 1909 overgik kirken til selveje.

1913 fik kirken det første orgel. Det var en gave fra beboerne i sognet. 1918 er der denne bemærkning i protokollen: Da kirken kun har en udgang, og den ofte er overfyldt, anser synet det for rigtigst, at der anbringes en dør i koret. (Den kom dog aldrig). Før 1919 var der ingen gravér på kirkegården, folk måtte selv sørge for gravkastning.

I 1938 blev der opført et ligkapel ved diget syd for østre indgang. 1948 var kirkeklokken revnet. Det var sket ved den langvarige ringning efter kong Christian den 10. s død i foråret 1947. Den blev istandsat igen ved svejsning og fik sin gamle, kønne klang igen. Den eneste i sognet, som har været medejer af kirken, er Jens Jensen i Barde, alle de andre kirkeejere har været udensogns og storbønder de fleste. Jens Jensen faldt ned i kirken gennem en luge i 1895 og døde.

Den gamle præstegård, der ligger l km syd for kirken ved vejen til Nr. Vium, har været præstens bolig i århundreder, måske lige så langt tilbage, som der har været en præst ved kirken. I 1903 flyttede præsten hen i en nybygget bolig i Vorgod by. Og i 1971 blev den nuværende præstebolig bygget.

Restaureringen 1957

Forud for restaureringen i 1957 havde man gennem flere år arbejdet på at skaffe de nødvendige midler. Det var nemlig en stor opgave, man gik i gang med. Foruden almindelige vedligeholdelsesarbejder omfattede den flere større nyanskaffelser og desuden nogle ændringer i rummets indretning.

Hele kirkens gulv blev taget op, dels fordi gulvet skulle fornyes, dels fordi kalorifervarmen skulle fjernes og erstattes af elektrisk varme. Mens gulvet var væk, fandt amatørarkæologen, pastor Høgsbro Østergaard, spor af stolpehuller fra en gammel trækirke. Det gav anledning til Nationalmuseets undersøgelse, som er nærmere omtalt senere.

Der kom så nyt trægulv under bænkerækkerne og gult klinkegulv i resten af kirken. Kaloriferen blev erstattet med elradiatorer langs ydervæggene og varmelegemer under bænkene. Alle kirkens bænke blev fornyet med undtagelse af den gamle herskabsstol fra 1621, som ved denne lejlighed blev flyttet ned bagest i kirken. I koret skete der ændringer, idet døbefonden blev flyttet fra korbuen ned foran i kirken. Derved blev der plads til, at alteret, der stod helt op mod korets gavl, kunne rykkes frem, så man kunne komme bagom. Samtidig fik man ny alterskranke.

I forbindelse med kirkens kalkning blev korbuen overkalket. Den havde ellers gennem årtier stået ren og ukalket. Kirkens lysekroner blev taget ned, og i stedet blev der opsat lampetter på alle vægge. Kirkens første orgel fra 1913 blev afløst af et nyt og større. Vinduerne i sydsiden blev udskiftet. Ønsket om at få udvidet døråbningerne for at få bedre plads til at komme ud og ind med kister blev ikke imødekommet af myndighederne, så man måtte nøjes med at fjerne dørkarmene og hænge dørene direkte i muren. Kirkegården trængte til en udvidelse, og der blev derfor købt et areal vest for kirken og lagt til.

Restaureringsarbejdet blev udført af lokale håndværkere under ledelse af arkitekt Aksel Skov, Århus. Hele restaureringen kom til at koste 103.415,85 kr.

Kirkens bygningshistorie

1950'erne var en periode, hvor man i mange landsbykirker fjernede gulvet og gravede det øverste jordlag af for at give plads for rørene til nye varmeanlæg. En lignende situation opstod i Vorgod ved restaureringen i 1957, men Nationalmuseet havde fundet ud af, at disse kirkegulve mange steder gemte interessante spor af kirkens historie, så to af museets eksperter, Elna Møller og Olaf Olsen, fik 2-3 døgn til at undersøge gulvet, før arbejdet skulle gå videre. Det var ikke lang tid, men alligevel var resultaterne så gode, at de blev et foreløbigt højdepunkt i Nationalmuseets kirkegulvsundersøgelser.

Efter at den øverste, løse jord var fjernet, kunne man se, hvor der havde været gravet ned i den faste bund nedenunder. Af disse spor var de mest interessante sporene efter stolper og trævægge af den lille trækirke, der engang havde stået på samme sted. I flere andre kirker havde arkæologerne de sidste fire år fundet stolpehuller fra trækirkerne, men her fandt man for første gang også spor af trævæggene, og selv om sporene var delvis ødelagte af senere nedgravninger (præste- og stormandsgrave, nedgravning for prædikestol o.a.), var de dog tilstrækkelige til, at man for første gang kunne afgøre, hvilken facon og størrelse en af disse trækirker har haft. Denne har været ca. 7 m lang og 5 m bred. Væggene har bestået afflade, lodretstående planker, hvis nederste ende var gravet et stykke ned i jorden. Hvordan trækirken i øvrigt har set ud, kan man kun gisne om, men fig. A viser, hvordan arkæologerne mener, den kan have set ud.

Fundet af trækirken blev en slags nøgle til stenkirkens bygningshistorie. Ved hjælp af trækirken og spor i den nuværende bygning blev det muligt at dele bygningshistorien op i hele fire etaper, hvortil der så betydeligt senere kommer opførelsen af tårn og våbenhus.

For at undersøge kirkens historie må man se på den, som den ser ud i dag. Der, hvor kor og skib støder sammen, kan man se, at der mangler sammenhæng i skifterne på kor og skib. Går man op på skibets loft og ser på østgavlen, kan man se, at den kvadersatte del må være korets oprindelige vestgavl. Det manglende forbandt og korgavlen viser tilsammen, at koret er bygget helt færdigt, før skibet er påbegyndt. Forklaringen må være, at koret er bygget, mens trækirken endnu stod der, og at disse to har fungeret sammen i en årrække.

 

Det ser ud til, at man begyndte at bygge stenkirken uden om trækirken, så stenkirken stod færdig, inden man nedrev og fjernede trækirken. Kirkeskibet blev ikke i første omgang bygget i sin fulde længde, men nåede kun til våbenhuset. Det har muligvis fra starten været meningen, at kirken skulle forlænges, for der fandtes ingen spor i jorden efter en solid gavl, så der har måske kun været lukket med en trægavl. Når man føler sig sikker på, at kirkeskibet er bygget ad to gange, skyldes det først og fremmest, at tagkonstruktionen ikke er ens over hele skibet, men er lavet på to forskellige måder med et skel ved våbenhuset. Foruden taget viser ujævnheder i muren lige inden for våbenhuset, at hele skibet ikke er bygget på en gang. Tårnet og våbenhuset er den sidste del af kirkens byggeri. Da de var færdige, havde kirken den størrelse og stort set også det udseende, den har nu. Selv om arkæologerne gør opmærksom på, at deres dateringer er behæftet med usikkerhed, giver de os alligevel noget at holde os til. De mener, at trækirken sandsynligvis er bygget omkring år 1100, men koret er bygget ca. 1150-1175. Den første del af skibet er ca. fra Valdemar Sejrs tid (1202-1241). Denne datering bygger på fundet af to Valdemar Sejr-mønter, som lå i et stolpehul, hvor de kun kunne være kommet, da trækirken blev revet ned og stenkirken taget i brug. Alderen på den sidste del af skibet er beregnet efter træet i tagkonstruktionen. Det tyder på, at resten er bygget omkring 1300. Kirkens yngste afsnit, tårn og våbenhus, er antagelig fra 1400-1500. Siden da har ændringerne i selve bygningen været små. Nogle små vinduer i sydsiden er blevet udskiltet med større, og mandsdøren i sydsiden er fjernet, men ellers står bygningen i dag stort set, som da den var bygget færdig.

(Nationalmuseets undersøgelser i 1957 er beskrevet i Videbæk Sparekasses hundredårsskrift.)

Restaureringen i 1988

Restaureringen i 1988 har foruden almindelige vedligeholdelsesarbejder omfattet ændringer i kirkens indretning og desuden en mindre tilbygning.

Indvendig er kalk og puds blevet banket af væggene, hvorefter de er blevet nypudset og kalket. Korbuen er dog igen fri for puds og kalk som før restaureringen i 1957. Altertavlen har været til behandling, og den gamle herskabsstol er blevet istandsat. Under bænkene er der lavet en forhøjning, og samtidig er radiatorerne langs ydervæggene fjernet, så der nu kun er varme under sæderne. Bænkene er derved kommet længere ud mod væggene, så gangen er blevet bredere. For at skaffe flere siddepladser i kirken måtte man fjerne orgelet. (Det blev solgt til den danske kirke i Grimsby, Ontario, Canada, hvor det er opstillet og indviet.) Derved blev der plads til 8 nye bænke i tårnrummet. Man måtte så lave et pulpitur over de bageste bænke i skibet for at give plads for et nyt orgel og børnekoret. Man fik ikke lov at lave en ny, bred dør i kirkens vestgavl, så problemet med at komme ind og ud med kister kunne blive løst. Menighedsrådet har derfor bestilt en katafalk, som man kan køre kisterne på, når de skal ind og ud.

Den nye tvilling til våbenhuset er lavet for at give plads for det længe savnede dåbsværelse og et toilet.

Præstetavle for Vorgod kirke

Christen15..
Jørgen1560
Gregers Jensen1586
Peder Gregersen1602
Mourits1621
Christen Pedersen1646-1666
Niels Worgou1667-1669
Hans Trane1669-1678
Jørgen From1678-1705
Ephraim Lesle1705-1709
Peder Blichfeldt1709-1743
Mathias Vogelius1743-1764
Hans Steenberg1765-1795
Lorents Peter Hansen1795-1828
Jørgen Valentin Kjødt1828-1837
Peter Lundsteen1837-1849
Peter Christian Asmussen1849-1857
Peter Michael Cramer1857-1865
Jens Mogens Julius Wellejus1865-1879
Adolf Emil Hammer1879-1902
Laurids Christian Larsen1902-1910
Jens Nielsen1910-1916
Svend Bøgh1916-1920
Laurs Hansen Laursen1920-1930
Valdemar Nørlund Christensen1930-1970
Jens Noe Nielsen1971-1974
Harry Jørgensen1974-1991
Gert Nicolajsen1991-