Det er fantastisk!

Det er næsten for godt til at være sandt!

Sådan tænker jeg, når jeg i bibelen læser beretningen om den mand, der har 100 får. Da sker det, at han mister ét af dem. Det farer vild. Men han tænker ikke ved sig selv: ’Jeg har stadigvæk 99 får. Skidt med det ene.’ Nej, tværtimod efterlader han de 99 får for at gå ud for at lede efter det ene, der er blevet væk. Det er som om, det er det får, der er faret vild, der nu er allermest værd! (Lignelsen kan findes i bibelen i Lukas ev. kap.15)

Sådan oplever vi det langt fra i vort liv. Hvis vi har tabt i et af livets mange spil, har vi da langt fra altid oplevelsen af, at vi er den mest værdifulde spiller. Investorerne interesserer sig da ikke for ham, der lavede selvmål på det tabende hold. Den mest værdifulde er tværtimod topscoreren på det vindende hold.

Sådan er det ofte i vort liv. Men sådan er det ikke i Guds rige. Jesus fortæller i lignelsen, at oplever vi, at vi er på det tabende hold, og det er os, der lavede selvmålet, så er vi i Jesu øjne alligevel som den mest værdifulde. For Jesus er villig til at forlade alt og alle for lede efter og finde taberen, der synes, at han intet er værd. I Jesu øjne er netop han/hun uendelig værdifuld!

Er det ikke en fantastisk besked. Ja, det er næsten for godt til at være sandt! Men sådan er det i Guds rige.

Der er det som med guld! I sig selv er guld ikke ret meget værd. Men det er efterspurgt, og derfor er det så værdifuldt. Ja, jo mere efterspurgt, desto mere er det værd!

Sådan er det også i Guds rige. Når vi har tabt i et af livets mange spil og føler, at vi ingenting er værd, så fortæller Jesus os i lignelsen, at vi i hans øjne er som den mest værdifulde. Og det i den grad at Jesus sætter alt ind på at finde os for at være sammen med os. Om vi dog vil lade os finde af ham.

I mine ører er det et fantastisk budskab. Ja, det er næsten for godt til at være sandt. Men det er det. Tænk sig, at jeg er så værdifuld, også når jeg synes, at jeg ingenting er værd.

Det har Jesus fortalt os i bibelen mange gange og på mange måder. Også når han siger: ”For Menneskesønnen (Jesus) er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.” (Lukas ev. 19,10)

Det er da fantastisk. Du er guld værd!