Håbet

Det har tit overrasket mig, hvor meget et håb påvirker et menneske.

Ikke mindst når det har været i forbindelse med alvorlig sygdom. Har den syge et håb, så giver det kræfter og glæde i kampen mod sygdommen. Er håbet væk, så går det derimod hurtigt ned ad bakke

Det har tit overrasket mig, hvor meget et håb påvirker et menneske.

Ikke mindst når det har været i forbindelse med alvorlig sygdom. Har den syge et håb, så giver det kræfter og glæde i kampen mod sygdommen. Er håbet væk, så går det derimod hurtigt ned ad bakke.

Det gælder også andre store forhold i livet. Når vi har et håb, så er der kræfter og mod til at kæmpe. Når håbet er væk, så svinder kræfterne og modet.

Det håb, som har gjort størst indtryk på mig, er det kristne håb. Det kristne håb har flere sider. En del af det er, at du er aldrig ladt alene. Du står ikke alene med dit liv og med svaghed og kampe. ”Jeg er med dig alle dage” Sådan lød Jesu ord til os, da vi blev døbt. Og sådan klinger de med i det kristne håb hver eneste dag. Måske mærker jeg det ikke meget – alligevel er det den virkelighed, som tæller allermest, Guds virkelighed: Han har mig i sin hånd midt gennem alle op og nedture i mit liv. I alt det må jeg lægge mit liv i hans hånd.

Det kristne håb fyldes også af, at Jesus siger: Jeg vil bære dine byrder – jeg vil bære det, som du i din ufuldkommenhed skylder. Det er en uvurderlig gave i mit kristne håb, at tilgivelsens virkelighed spændes ud over mit liv i troen på Jesus.

Det kristne håb fortæller mig også med en forunderlig styrke, at selv om mit liv er levet og min fremtid her på jord er brugt op, så har jeg stadig en uendelig stor fremtid i form af evigt liv hjemme hos Gud i Himlen.

Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, siger Jesus. Det giver mig en hel pakke af håb, som må farve mit liv, give kræfter, glæde og frimodighed til at leve der, hvor mit liv er.

Vel kan vores liv og vores verden ind imellem synes håbløse. Men vort liv er ikke håbløst i troen på Gud. Det er et liv på vej med et håb, som er stærkere end alt andet, vi møder!

Citat: Fremtid hos Gud

Han lover mig en evig vår,

trods vinterstorm og død;

thi livet frem af graven går,

som Kristus gennembrød.

DS 732

Velkommen til opstandelses-fest i kirkerne påskedag!