Ny lilla messehagel indviet i Fjelstervang Kirke

Endnu en gang var kirken fyldt med feststemte FDF’er, minikonfirmander og mange flere. FDF’erne bar fanen ind foran sognepræst Gert Frost Nicolajsen, som var iført kirkens nye lilla messehagel. Kirkens kor sang ”Nu tænder vi det første lys”, mens en af årets konfirmander tændte adventskransens første lys. Forrest i kirken sad flot udklædte tumlinger fra FDF klar til at opføre årets krybbespil. Et lidt moderne krybbespil med deltagelse af menigheden med lyden af får og ældre mennesker.

Efter læsningen af søndagens tekst kom Elias på besøg. Minikonfirmandlærer Lene Larsen spillede Elias, som levende fortalte om sine oplevelser for ca. 2.700 år siden med den levende Gud. Den samme Gud, som vi i adventstiden forbereder os på at fejre i julen.  
Minikonfirmandernes undervisning blev afsluttet med udlevering af et diplom og en juniorbibel. Efter gudstjenesten uddelte minikonfirmanderne deres hjemmebagte honningkager til alle kirkens gæster. 

I Fjelstervang Kirke har de i mange år ønsket sig en lilla messehagel. En modtaget pengegave var så stor, at der kunne blive råd til materialer til både en lilla og en grøn messehagel. Projektet begyndte med god vejledning fra Selskabet for kirkelig kunst og et oplæg af sognepræst Gert Frost Nicolajsen. Udvalget bestod af lokale kreative damer, som ved fælles hjælp både har designet og fremstillet de to nye flotte messehageler. Flere af dem har også hjulpet med fremstillingen af kirkens hvide messehagel. Den grønne messehagel blev indviet den 25. oktober og
den lilla var klar til kirkeårets første søndag.  

De lokale kreative damer er Judith Vestergaard, Ebba Christensen, Grethe Mortensen, Else Nielsen og Inger Marie Winther Nielsen. De fortæller: ”Mette Kousgaard kom med forslag til symboler, som vi lod os inspirere af og brugte en del af. Vi var hurtigt enige om, at korset skulle være det gennemgående på alle kirkens messehageler. ”
Der er også kors på den hvide og den nye grønne messehagel. Dekorationerne skulle være enkle, så de passer til den nyrestaurerede kirke. Det flettede felt i korset på ryggen er inspireret af alterets og døbefontens firkanter. De kniplede cirkler i tornekronen foran symboliserer kirkeårets og livets gang i gentagne cirkler. Tornekronen skal minde os alle om påskens budskab.